Grækenland byder velkommen med lækker sommercharme, gode badestrande og uendeligt mange muligheder for oplevelser. For de fleste er Grækenland et besøg på en ø, men denne gang er vi taget til fastlandet. Vi er taget til halvøen Peloponnese som er fyldt med skøn natur og gamle græske ruiner, templer og gamle græske byer.
Vi fløj til lufthavnen I Kalamata, som ligger ca. 150 km fra byen Tolo, hvor vi havde booket lejlighedshotellet Viaros (Læs om hotellet her). Hotellet ligger med en af de mest fantastiske udsigt ud over havet og de små øer der ligger rundt i bugten. Tolo er en typisk græsk ferieby, med masser af restauranter ned til stranden, barer og butikker hvor du kan købe alt fra badedyr, postkort og is. Der bor ca. 1.400 grækere i Tolo, så det er en mindre by.
Der er kun nogle ganske få pletter med enten sten- eller sandstrand i byen. Vil du have mere sandstrand og en lidt mere hyggelig stemning, skal du tage turen ind til Nafplio. Nafplio har fra 1821-1834 været hovedstad i Grækenland (Læs mere om nuværende hovedstad Athen her), så den er naturligt nok nævnt mange steder.
Græsk hovedstad
Nafplio er alt det som Tolo nødvendigvis ikke er. Med 33.000 indbyggere har den en størrelse, som gør at der er lidt mere by. Den er på mange måder lidt mere hyggelig og der er flere muligheder, som ikke indeholder kulørte badedyr, tomatsalat og Mythos øl. I Nafplio ligger den gamle græske borg Palamidi. Palamidi er en stor borg der skulle sørge for at sikre landet mod fjenderne, samtidig fungerede det også som fængsel. I dag kan du komme rundt på egen hånd på hele borgen, komme ned i det tidligere fangehul og nyde udsigten til bjerge, Nafplio og havet.
Du kan køre i bil op til toppen af bjerget hvor Palamidi ligger eller du kan vælge at tage trappen som starter ved stranden. Hvis du vælger trappen, skal du igennem 913 trappetrin, før du har nået toppen og indgangen til borgen. Prisen for at komme ind på borgen er 8€ pr. Voksen, børn op til 12 år gratis.
Teater på græsk
På den uge vi var afsted tog vi til Nafplio et par gange, da den ligger ca. 15-20 minutters kørsel fra Tolo. Peloponnese området er fyldt med gamle græske ruiner og amfiteatre. Et af dem ligger i byen Epidaurus (ca. 40 km fra Tolo). Epidaurus er en gammel græsk by, der nu ligger som en gammel ruinby. Epidaurus indeholder et gammelt gymnasium, termiske bade, stadion og et amfiteater.
Amfiteatret i Epidaurus er godt velbevaret og bliver stadig brugt til musik og teaterstykker. Teatret et bygget på en måde, så du kan stå nede på “gulvet” i midten, tale helt almindeligt og så kan den bagerste række stadig høre hvad du siger – helt uden brug af moderne mikrofoner og højtalere, det er da fantastisk.
Mere information
Hotellejlighed, Viaros (http://www.viaros.gr)
Epidaurus (http://www.visitgreece.gr)
Palamidi (http://www.nafplio.gr)