Vi havde booket hotellet 3 overnatninger og booket en Studio, som har et soveværelse, køkken/stue og mulighed for at bruge det lille køkken der er. Inklusiv i vores ophold var Saalfelden Leogang kortet, som som giver adgang til at kører 2 turer med Asitzbahn og Steinbergerbahn pr. dag du bor på hotellet.
Morgenmad
Første morgen vi ankommer til morgenmadsbuffeten, bliver vi guidet igennem mulighederne af en meget energisk og fortællende medarbejder. Efter den korte introduktion var det tid til at fylde tallerkenen op med de gode udvalgte produkter. Der er mulighed for selv at koge dit æg, som du ønsker det og udvalget af brød og boller var over standard – endelig et sted hvor der er prioriteret et godt udvalg af brød. Og selvfølgelig kan du vælge en prezel også – vi er jo i “tysk” område.
Når du har valgt dit bord, er der klargjort med bestillingseddel til scrambled eggs, spejlæg og omeletter, hvor du til alle kan vælge forskellige tilbehør – bacon, svampe, krydderurter osv. Det fungerede rigtig godt og efter personalet har hentet din bestilling, går der cirka 5-10 minutter, så har du din frisklavede æg – perfekt.
Værelset
Vores studio lejlighed/værelse var en rigtig fin størrelse, med egen terrasse med udsigt til bjerge og direkte kig til Steinbergbahn, som kører 50 meter fra hotellet. Og skulle du være så heldig at ville herned om vinteren har hotellet også ski in/out. Værelset var udstyret med køkken, som var udstyret rigtig fint, hvis du har lyst til selv at lave en frokost eller aftensmad. Der er en fin spiseplads og sofaområde – som dog i vores tilfælde blev brugt til sengen til vores 2 drenge.
Værelset var helt rent, godt indrettet, fint design og der var ro.
Beliggenhed
Hotellet ligger i en lille landsby Rain, med et par andre hoteller og huse som nærmeste nabo. Hotellet ligger tæt på skov og med udsigt ud mod bjerge og med et lille vandløb igennem skoven. Der er en fantastisk ro omkring hotellet og om aftenen kan du nyde lyden fra lille vandløb i skoven og udsigten over mod det modsatte bjerg og få frisk bjergluft i lungerne.
Faciliteter
Hotellet er ikke stort, men alligevel en passende størrelse til at have hvad der behov for. Der er egen parkeringskælder, med mulighed for gratis at oplade din elbil. Der er et lille motionsrum og sauna, med mulighed for at nyde roen udenfor i hængestole. Udover den velsmagende morgenmadsbuffet, har du også mulighed for at spise på hotellet om aftenen – det kan anbefales. Du får nogle lækre og velsmagende retter og behøver ikke tage til Leogang, Saalfelden eller Zell am See for at finde et godt spisested. Vi spiste på hotellet 2 gange – og var godt tilfredse begge gange.
Der er mulighed for at leje MTB direkte på hotellet, hvor de har 5-10 cykler – alle som e-bikes.
Link til hotellet: Stockinggut by AvenidA | Hotel & Residences in Leogang