Én weekend hvert år, bliver en lille fransk by omdannet til et motormekka, når 24-timers løbet Le Mans afvikles. Anden weekend i juni, lørdag klokken 15 lyder startskuddet til 24 timer fyldt med spænding, dækrester, højoktan benzin, hybridbiler og masser af feststemte og passionerede tilskuere. Jeg vil i dette indlæg prøve at opsummerer min fars og min tur derned.
Transport
Vi havde booket vores rejse gennem K-Rejser og skulle med bus fra Danmark til Le Mans. Busturen tager cirka 1½ døgn. Under vejs gøres der stop for proviant og toiletbesøg. Busturen kan være en god måde at falde i snak med andre motorsportsinteressede, men det kan også være en lang tur. Hvis jeg engang skal derned med mine sønner, vil jeg enten køre selv eller tage flyet til Le Mans og så booke en teltplads inde på banen.
Overnatning
Der er flere muligheder for overnatning til Le Mans. Hvis du vil have det rigtig komfortabelt, kan du bo på hotel inde i byen Le Mans, men det giver ikke den rigtige stemning og du kunne risikerer at gå glip af noget vigtigt inde på banen, hvis du befinder dig på hotelværelset.
De fleste vælger at sove i telt inden for banens ring og det giver en helt unik oplevelse at sove så tæt på en racerbane. De enkelte rejseselskaber har som regel et område der er resereveret kun for deres rejsegæster. Vi boede i telt cirka 50 meter fra banen, så da løbet gik i gang var der ikke meget ro. Men hvorfor skulle der også være det? Vi er jo taget til motorsport, så der skal være fuld fart og støj for alle pengene.
Uden for banen kan du også overnatte i din egen campingvogn eller autocamper. Hvis i er flere kan det betale sig at booke en autocamper i Tyskland og kører i den derned.
Før løbet
I dagene op til løbets start, er der masser af aktiviterer på og uden for banen. På banen bliver der kørt testkørsel og der er masser af liv i pitten hos alle teamsene. Med den rette billet har du adgang til at komme ned i pitten og se mekanikerne arbejde på bilerne – og måske endda møde nogle af kørerne.
Dagen før løbsstart er der paradekørsel i Le Mans by. Her bliver alle kørerne kørt i gamle biler gennem byen for at blive hyldet af fans.
Løbet
Lørdag klokken 15 bliver løbet skudt i gang og de næste 24 timer er ren udholdenhed for alle teams. Det er de mindste detaljer der kan afgøre om du må lukke porten til pitten eller du bliver hyldet på podiet om søndagen klokken 15. Le Mans er specielt, idet der på samme tid kører 4 bilklasser på banen, LMP1, LMP2, LM GTE Pro og LM GTE Am.
Undervejs i løbet kan få hvilet fødderne ved de mange spisesteder der er rundt langs banen. Du kan endda tage en tur i pariserhjul eller rutsjebane i det tivoli der er på området. Og der er selvfølgelig også masser af udstillinger og butikker med motorsport, nye biler og souvenirs. Under hele løbet kan du følge udviklingen via Radio Le Mans eller på de storskærme der står enkelte steder langs banen eller i de enkelte camps.
Hvis du har bare lidt benzin i blodet, er det en rigtig god måde at opleve motorsport på. Le Mans er mere end de 24-timers racerløb, for der er så meget mere rundt om løbet. Der er en god stemning og kammaratskabsfølelse blandt alle nationaliteter blandt tilskuerne. Det kan være en oplevelse at gå rundt og se de enkelte camps og hvordan folk har valgt at dekorere deres camp.
Her er lidt sjove facts om Le Mans:
- Højeste fart på banen er blevet målt til 405 km/t, hvilket resulterede i der blev indført chikaner.
- Gennemsnitsfarten er 330 km/t.
- Porsche (nr. 2, år 2017) lavede 23.000 gearskift og overførte 14 GB data fra bilen til pitten på 24 timer.
- Banen er 13,626 km lang og første løb blev kørt i 1923
- Der kommer årligt 263.500 tilskuere til løbet
Mere information
K-Rejser (www.krejser.dk)
Le Mans (https://www.lemans.org)
Radio LeMans (http://www.radiolemans.com)