Tre ting der kan realisere drømmen

Vi har en drøm om at komme til at bo permanent på vores vidunderlige torp. Det var en drøm der kom langsomt snigende. Først som noget helt urealistisk og en fantasi. Men senere som noget mere reelt.

Sådan kan en drøm se ud. Men hvad er vi villige til at gøre for at nå den?

Drømmen har haft sin op-og nedture. Den er ikke realiseret endnu. Og det er ikke altid helt let at se vejen frem. Men her er de tanker, vi har gjort os indtil nu. Og det vi har gjort for at få drømmen til at blive virkelig.

Vi købte torpet i 2011. Vi reparerede, mugede ud og  tanken om et mere enkelt og sjovere liv formede sig. Når vi sad ved bålet om aftenen i weekenderne. Eller på sommerdage hvor lysten til at job og stress var stærk som fanden selv.

De tre vigtigste ting du kan gøre

Det vi indtil videre har gjort er tre ting – for noget må man jo gøre:

  • Vi har investeret
  • Vi har udviklet
  • Vi har ofret

Er det det rigtige vi har gjort? Nok ikke. Men i det mindste har vi gjort noget. 

2015 fik vi pludselig chancen for at købe den skov, der oprindelig hørte til huset. Kæmpe break-through. Måske kunne vi faktisk tjene penge på den?  Drømmen fik ny næring. Vi tog lån, men mulighederne stod levende for os.

Skoven
Efterårsskoven i al sin skønhed

I skrivende stund har vi ikke tjent en krone på skoven. Men vi tror stadig på, at vi kommer til det. Til gengæld giver den os fantastiske jagt-og naturoplevelser. Skoven er hver en lånt krone værd.

Vi udviklede også vores eget lille konsulentfirma for at begynde at etablere en kundekreds, der kunne holde os med et minimum af cash, når vi engang rykkede. Og vi satte os et mål: I 2020 skulle vi flytte.

I slutningen af 2016 bragte vi et reelt offer. Vi solgte vores lejlighed og rykkede ind i én, der var halvt så stor. Det gav et stort afdrag på lånet. Men det har også været hårdt. Lejligheden er 46 m2 og mindre hyggelig end den vi havde.

Her skal man virkelig holde tungen lige i munden – og ærligt: Det har været svært. Vi sagde til hinanden, at vi jo aldrig var hjemme. Men ens hjem er en base og hvis den ikke er i orden, er det svært at holde motivationen oppe.

Har vi iøvrigt spinket og sparet? Nej, det kan man ikke sige. Men vi er holdt op med at tage på weekendture til Paris. Vi har en meget lille husleje. Og vi afholder os i vidt omfang fra impulskøb. Så langt så godt. 

Kan ikke-drømmere lykkes med en drøm?

Det store forkromede spørgsmål, der ofte rumsterer i vores hoveder er, om det overhovedet er muligt for sådan nogle helt almindelige, lidt livrem-og-seler-agtige mennesker som os?

Vi er ikke Andrea Hejlskov. Vi er ikke kamikaze-mennesker. Tør vi ofre det der skal til? Er vi villige til at kaste os ud på det dybe vand? Eller vil drømmen dø i frygten for at det går galt?

Vi har også oplevet alvorlige set-backs. I årene 2016-17 blev jeg for alvor presset på mit arbejde og fik en stress-reaktion. I skrivende stund er jeg ikke ude af den endnu og det har været hårdt. For mig og for os.

Mit fokus på projektet, på drømmen, forsvandt i arbejde. Alting skred. Så lige nu er målet for resten af 2018 for mig at få mit fokus på tilbage på det, der er det vigtigste. Vores fælles liv og drømmen. Jeg håber, det kan lykkes. 

Læren er måske, at når man er som os, så skal der være balance i tingene og man skal tage små, men stabile skridt. Et ad gangen så alle kan følge med. Det er det de færreste liv, der kan ende som artikler om årets pionerer i Euroman.

Og det er måske heller ikke det, der er pointen.